Fortælling

Med læreren i skoven

Dengang jeg var lille og gik i folkeskole var mange af lærerne meget gamle og puttede sig under de gamle normer og værdier, dog var det på dette tidspunkt blevet forbudt og slå børn.
Vi gik i 4-5 klasse og havde derfor stadig musik som obligatorisk fag i skolen. Her var vi vænnet til at man skulle være stille og sidde pænt mens læreren spillede på klaver mens vi gang på gang, i kor sang ”en rose så jeg skyde” og hvis vi ikke sang med, satte han sig ned og kikkede på os og vi måtte ikke snakke eller bevæge en muskel.
Dette er ikke særlig sjovt når man jo som børn i den alder er fuld af krudt.

Efter en vel endt sommerferie startede vi op igen og skulle som forrige skoleår have musik igen.
Men denne gang stod der nogle ukendte initialer på skemaet, der stod MJ som stod for Michael Jensen. Han var en mand på omkring de 30år, og ikke en typisk lærer af udseende. Han havde et pjusket kommune farvet hår, daggamle skægstubbe og briller som så ud som om de var blevet pudset i leverpostej dagen for inden.
Han havde brune fodformede sko, karry farvede fløjlsbukser og en forvasket, lettere hullet T-shirt på og passede bestemt ikke ind i det billede vi havde af en lærer.

Vi sad alle spændte og ventede på hvad sådan en som ham kunne finde på og sige og gøre. Han rejste sig op mens vi stadig spændt sad og gloede op og ned af ham, ”nå skulle vi ikke tage og spille noget musik” sagde han med en meget blød sjællænder stemme. Og med et var vi medbestemmende til hvad vi havde lyst til i undervisningen. Drengene spillede på trommer og andet slagtøj, mens pigerne valgte rasletøjet og de små håndholdte trommer man kunne have på skødet. Selv satte han sig ved klaveret og begyndte og spille på en måde som vi aldrig havde troet en lærer ville spille og rytmerne gjorde at vi fik lyst til og være med, og opmuntrede os til og få lyst til og lære. Han instruerede os i rytmer og takter og inden længe spillede vi og sang alle mulige sange.
Næste gang vi havde musik, kom han ind i lokalet og kikkede rundt på os, ”ja i er vist ikke så mange i dag, så følg med mig”, vi kikkede rundt på hinanden med gjorde som han sagde. Nede på parkeringspladsen stod en gammel rusten folkevogns rugbrød, ”ja det er så min fine bil” sagde han og grinede lidt af sig selv. ”ind med jer så kører vi en lille tur”. Igen var vi jo ikke vandt til at lærerne gjorde sådan, denne spontanitet var fuldkommen fremmed for os men vi fulgte med ham og syntes det var vildt sjovt og spændende. Vi kørte ikke længe og kom til en nærtliggende skov hvor vi alle steg ud og så fik vi lov til bare og gå rundt og indtage alle skovens indtryk, dette havde ikke det fjerneste med musik og gøre, men vi nød hvert et øjeblik. Han snakkede med os som ligeværdige og fortalte os meget om sit eget liv og om at han havde en datter på vores alder som var meget syg. Uden at han havde gjort de store anstrengelser havde vi dyb respekt for ham, og så altid frem til hans timer, da denne tur kun var en ud af mange. Han var desværre kun på skolen det ene år og vi fik aldrig svar på hvorfor han var holdt.
Denne lærer har jeg husket på mange gange i mit voksne liv, da jeg synes at han er meget inspirerende i sin måde at være lærer på, da jeg har husket ham frem for sure fru Olsen der råbte og skreg og slog i bordet, må det jo betyde at han har gjort noget rigtigt